Messer

Armani og Reebok i globalt samarbejde

Giorgio Armani S.p.A. og Reebok International Ltd. har indledt et globalt samarbejde om at kreere en specialkollektion, der kombinerer en aktiv stil med sport og teknologi. EA7 og Emporio mærkerne, der repræsenterer sportslige og sexede silhuetter, teamer op med Reeboks innovation og teknologi. Det har resulteret i en ultimativ konceptkollektion til den aktive livsstil.

Kollektionen er præget af Reeboks sports DNA og deres unikke fitness- og træningsviden kombineret med en nutidig vision af en af verdens førende modedesignere. De første EA7/Reebok og Emporio Armani/Reebok kollektioner blev præsenteret ved Milano Fashion Week til Emporio Armani menswear showet i januar.

Distributionen vil være begrænset til Emporio Armani butikker, udvalgte Reebok flagship butikker og enkelte detailhandler. Kollektionen vil være tilgængelig fra juli 2010. Reebok designer, producerer, markedsfører og distribuerer Reebok sportssko, sportskonfektion og livsstilsbeklædning. Reebok er i dag verdens 3. største sportsmærke og er ejet af Adidas.

Armani Gruppen er en af de førende mode- og luksuskoncerner med over 5000 ansatte og 13 fabrikker. Koncernen designer, producerer, distribuerer og forhandler fashion og livsstils produkter, hvilket inkluderer tøj, eyewear, ure, smykker, parfumer, kosmetik og møbler.