Menu

MarkOn A/S overtager Sport Direct Brabrand

28. juni 2019

Sport Direct er en landsdækkende kæde med 22 individuelle forhandlere, der handler med sportsklubber, institutioner og momsregistrerede virksomheder. Pr. 1/7 2019 bliver Sport Direct Brabrand en del af MarkOn A/S.

Dermed vil MarkOn fremover også kunne levere sportsudstyr og -tøj fra en række kendte mærker som Adidas, Nike, Puma, Hummel, Select m.fl. I forbindelse med overtagelsen skifter Sport Direct Brabrand samtidig navn til Sport Direct Aarhus, og alle aktiviteter samles i MarkOn-regi i Lystrup, hvor MarkOn har hovedsæde.

MarkOn specialiserer sig inden for profilbeklædning, gaveartikler og merchandise, og med opkøbet af Sport Direct Brabrand ser virksomheden et væld af nye muligheder på særligt beklædnings- og sportssegmentet.

- Helt andre markeder åbner sig op for os med denne overtagelse. Vi kan nu levere alle de kendte sportsbrands til klubber, efterskoler, højskoler, institutioner, sportsstævner samt vores eksisterende kunder, fortæller Jakob Mølgaard Christensen, der er salgsdirektør og medejer af MarkOn, og fortsætter:

- Vi ser mange synergier mellem Sport Direct og MarkOn, og dette opkøb passer perfekt ind i vores strategi om vedvarende vækst og udvikling af vores virksomhed.

Også hos INTERSPORT, der står bag Sport Direct, ser man gode perspektiver i det nye udvidede ægteskab.

- Det glæder os at kunne byde MarkOn velkommen ombord. MarkOn er et perfekt match for Sport Direct, og vi forudser et frugtbart samarbejde, hvor to og to giver fem, til stor fremtidig gavn for begge parter. MarkOn har både ekspertisen og størrelsen til at kunne videreføre Sport Direct, og vi ser derfor meget frem til at udvide det gode samarbejde vi allerede har mellem MarkOn A/S og INTERSPORT, siger Peter Lau, der er ejer af INTERSPORT Danmark.

Ved spørgsmål kan De henvende Dem til Jakob Mølgaard Christensen på tlf. 2560 0035.