Menu

10 år med smykker til hverdagens heltinder

Smykkebrandet Izabel Camille startede som en drøm i en kælder fyldt med papkasser og skitser, men har siden udviklet sit til et internationalt koncept. De nære relationer og fokus på hverdagens heltinder er dog fortsat den primære drivkraft.

Foto: Izabel Camille
Foto: Izabel Camille

23. august 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Smykkebrandet Izabel Camille kan i år fejre ti års jubilæum. I 2008 blev Kamille Østergaard mor for tredje gang, og det var her, hun besluttede sig for at forfølge drømmen om at leve af at udvikle smykker. Det blev startskuddet til Izabel Camille, som hun dengang startede med partneren Ann Ulrich, der senere trådte ud af virksomheden.

De fysiske forhold var en smule anderledes dengang, men den familiære følelse i virksomheden er intakt den dag i dag.

”Vi startede op i en kælder omgivet af papkasser, skitser og alle vores unger. Mine piger er store nu, men de kommer stadig og ligger på sofaen i vores showroom, når de er syge, eller hjælper til i pakkeriet,” siger Kamille Østergaard, som i dag driver Izabel Camille sammen med sin mor.

”Det er vigtigt for mig at dele den kreative proces og udviklingen af forretningen med min familie og alle dem, der hver dag er med til at gøre en forskel i Izabel Camille. Vi er som én stor familie,” fortæller hun med henvisning til virksomhedens medarbejdere. Og samarbejdet med venner, familie og medarbejdere har været en rød tråd igennem de seneste ti års arbejde.

Familien spiller også en stor rolle i Kamille Østergaards forståelse for materialer. Allerede som otteårig begyndte hun at snuse til formgivning og metaller, når hun tilbragte tid med sin far i dennes værksted i barndomshjemmet. Faren var smed, og derfor fik Kamille hurtigt forståelse for kobberplader, aluminium og loddetråde, hvilket lagde fundamentet til hendes formgivningskompetencer, som siden er blevet forfinede. Kamille Østergaard tegner fortsat alle smykker i hånden med udgangspunkt i, smykkerne, uanset hvilken kollektion de stammer fra, skal kunne kombineres med de mere end 150 forskellige vedhæng, Izabel Camille tilbyder.

Jubilæumskollektion hylder hverdagens heltinder

For at markere 10 års jubilæet, lancerer Izabel Camil en særlig jubilæumskollektion, som er hyldest til hverdagen og det, brandet betegner som hverdagens heltinder; mødre, søstre, veninder og kollegaer. De er kilden til hele Izabel Camilles fundament.

”Jeg vil gerne give det smukke i at skabe noget sammen videre til kvinder, der ligesom jeg selv, elsker at eksperimentere og sammensætte forskellige smykker og skabe nye kombinationer, der understreger vores personlighed og kant,” lyder det fra smykkedesigneren.

Der er sket meget, siden papkasser og skitser var spredt ud over Kamille Østergaards kældergulv. I 2016 var virksomheden, der har hjemme i Hillerød, én af Børsens Gazeller, og i dag sælges smykkerne i en række butikker i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Belgien.
Kvinden bag Izabel Camille, designer og indehaver Kamille Østergaard.
Kvinden bag Izabel Camille, designer og indehaver Kamille Østergaard.